Menu

Udvidelse og renovering af Idrætscenter Sunds Vest følger planen

image Idrætscenter Sunds Vest under ombygning
17. marts 2021 kl. 14:15
Se status her

Formand for centerudvalget Anders Knudsen kan med glæde oplyse, at udvidelse og renovering af Idrætscenter Sunds Vest følger planen. ”Vi er færdig med første etape, som omfatter nyt depot og værksted. Depotet giver os super gode rammer til opbevaring af bolde, rekvisitter, spilletøj og veste til glæde for klubbens mange hold. Ved siden af depotrummet er der bygget et større værksted og lagerplads til klubbens traktor, andre maskiner og redskaber som bruges til klubbens mange aktiviteter. Det gør, at vi nu får samlet tingene og skabt orden til glæde for klubbens mange ledere” - fortsætter Anders Knudsen.

 

”Første etape dækker også færdiggørelse af tilbygning til klubhuset med flere nye super moderne omklædningsrum med indbyggede Bluetooth højttalere til glæde for de hold, som ønsker musik før og efter træning og kampafvikling. På 1. sal i tilbygningen er der blevet indrettet mødelokaler til henholdsvis 6 og 12 personer og et meget stort fællesrum med te-køkken, pool og til andre aktiviteter. Nu mangler vi blot, at Covid-19 begrænsninger bliver ophævet, så klubbens medlemmer også kan få glæde af de nye rammer, ”siger Anders Knudsen.

 

Afslutningsvis fortæller Anders, at anden etape er igangsat med renovering af den gamle del af klubhuset. ”Der er her tale om en totalrenovering med nye gulve og nye indre mure og selvfølgelig renovering af de gamle omklædningsrum. Den gamle del bliver også tilbygget med større kantine og fællesområder. Vi stiler efter færdiggørelse sidst på året, og indtil da håber vi, at klubbens medlemmer har forståelse for, at vores Idrætscenter til tider ligner en byggeplads”, fortsætter Anders.

 

”Den proces, som vi er i gang med nu, kræver mange frivillige hænder, og det glæder os, at mange trofaste ledere og medlemmer allerede samlet har lagt over 1000 frivillige timer i byggeriet. Det vil vi gerne sige tusind tak for, afslutter Anders Knudsen.

 

Se flere billeder her.

Luk